Så er det efterårsferie 🙂 eller kartoffelferie, som det hed engang.
Vi kan ikke tilbyde optagning af kartofler, derimod tilbyder vi historiske jagter i Gilleleje, endda med en præmie på højkant 🙂
Oplægget til jagterne kan hentes på stationen eller i Kulturhavnen. Alle ture rundt i det gamle Gilleleje og på havnen, ender ved museet, Østergade 20. Er alle svar rigtige vanker der en lille præmie.
For turen rundt vedr. jødernes flugt til Sverige, er der halv entrepris til museet, når I kan fremvise et billede af en af stenene udenfor jødernes gemmesteder.
Historien bag forsidebilledet på særudgaven af Kanalen
I det seneste nummer af Kanalen, særnummeret om Nakkehoved Fyrenes 250 års jubilæum, havde jeg (Lars Thomsen) fået skrevet et forkert fotografnavn. Her er historien om billedet og lidt om fotografen, der har rødder i Gilleleje
Den tidligere fjerde generations snedkermester på Østerbro i København blev noget overrasket, da han så særudgaven fra april af Kanalen.
- Det var jo mit billede., der var på forsiden med en anden fotografs navn.
- Jeg havde jo lagt store anstrengelser i at få taget netop det fotografi. Allerede trekvart år før jeg tog billedet, havde jeg fundet frem til at supermånen ville bevæge sig bag (syd. red) om Nakkehoved vestre Fyr den 24. april 2021. Jeg tog derfor om aftenen opstilling på den yderste del af vestre havnemole.
- Og så var det bare at vente til månen stod helt rigtig samtïdig med at Fyrets blink kom med. Jeg tog billedet med en 200 millimeter zoomlinse - hen over Østmolen og vandet.
Desværre sætter hans daværende zoomlinse begrænsninger for hvor meget fotografiet kan forstørres.
Frits Svendsen er mere end blot en ivrig amatørfotograf. Han tager helt specielle udendørs fotografier, som han sælger. F.eks er billedet af fyret med månen trykt i 30 nummererede eksemplarer.
- Og der bliver ikke trykt flere, understreger han. Frits Svendsen har tlf. 40777875 og mail: fritssvendsenphoto@gmail.com. Han er også ved at opbygge en hjemmeside med sine billeder: www.fritssvendsen.com.
Har rødder i Gilleleje
Frits Svendsen er kommet i Gilleleje lige fra barnsben. Han bedstefar på moderens side var tidligere lærer og tidligere sognerådsmedlem Haagen B. Petersen
Frits Svendsens far og mor mødtes iøvrigt som så mange andre til en bakkefest.
Det kan tilføjes at Haagen B. Petersen under Anden Verdenskrig ejede Aatoftegaard lige vest for Kanalen og syd for Parkvej. Der hvor der om kort tid skal bygges over 200 boliger. Det var på Aatoftegaards jorder at Museum Nordsjælland for et par år siden udgravede en fantastisk velbevaret flettet ruse fra stenalderen.
Under de danske jøders flugt fra nazisterne i oktober 1943, blev et større ukendt antal gemt på Aatoftegaard. Haagen B. Petersen var også medlem af Jødekomiteen, som sikrede at alle flygtende jøder kom fra Gilleleje til Sverige. Lars Thomsen
Foredrag med Finn Hjalsted
I onsdags, d. 6. oktober, var det nøjagtig 78 år siden Finn Hjalsted, som 15-årig sad på kirkeloftet i Gilleleje sammen med sin mor og håbede på at komme frelst til Sverige.
Det fortalte han indlevende, og i det smukkeste sprog, de mange tilhørere om ved eftermiddagens arrangement.
Finn Hjalsted er født i 1928, så at stå op og fortælle i en time er lidt af en præstation.
Ved sin side havde han sit yngste barnebarn, Rosalia, som var hans ører, da han ikke længere hører så godt.
Det var smukt, berigende og næsten ! som at være der selv, selv om mange af os aldrig vil kunne sætte os ind i det at være flygtning.
På billedet ser I formand for Museumsforeningen Birgit Sørensen, museumsinspektør Søren Frandsen, Finn Hjalsted og Rosalia.
"25. september 2021 besøgte MuJu & Co. MC Danmark med gæster Skibshallerne (Gilleleje Museum).
Her holdt museumsinspektør Søren Frandsen foredrag om den dramatiske redning af de danske jøder, som blev sejlet fra Gilleleje til den svenske kyst i oktober 1943.
Flere klubmedlemmer blev overraskede over at finde navne på nære familiemedlemmer, som enten blev anholdt i Gilleleje og senere deporteret til Theresienstadt KZ-lejr, eller som det lykkedes at blive reddet til Sverige.
Klubben takker Søren Frandsen og Bente Nissen for et spændende besøg."
Vi takker også her fra museet for et hyggeligt besøg :-)
Fra Muju´s FB-side.
Kender I gransangeren ? en lille sanger som siger tjif tjaf hele dagen. De sidste dage hvor jeg har været i Østergade 20, har den siddet oppe på antennen på styrehuset, og sunget af hjertens lyst. Sjovt at den sidder så meget ude i det åbne, det gør den normalt ikke, men den har budt mig velkommen hver dag fra sin udsigtsplads 🙂
Billedet er slet ikke godt nok, men den er lille og jeg havde kun min telefon.
Her erstattet af et meget bedre foto.
Hvem er det der har tegnet fiskerne på den grønne bænk ?
Det lille billede hænger på den grønne bænk i Skibshallerne og tegningens ophavsmand Gunnar Hansen er tilsyneladende en lidt ukendt person. Ved læserne af Kanalen (foreningens blad) mere, spørges der ?
Det er der ikke rigtig kommet nogen respons på tror jeg, og så må det jo undersøges :-)
Gunnar Hansen,1905-1970, var tegner og reklamemand. Han blev ansat hos Fisker og Nielsen, dem med støvsugeren :-) i 1927 i deres dengang nyoprettede reklameafdeling og var ansat der til sin død. Han elskede alt hvad der kunne sejle, trille og køre, tog og skibe. Han lavede bl.a. en serie postkort og det med den grønne bænk er et af dem.
- og sådan bliver man hele tiden klogere :-)
Bente
Hvorfor er Thoras sejl rødt ?
Ja, det var der en museumsgæst der spurgte om en dag og jeg blev hende svar skyldig, desværre, men ting man ikke ved skal jo undersøges :-)
"Historisk dokumentationsmateriale siger som en generel regel, at handelsskibene havde ubehandlede sejl, mens fiskeskibene og de mindre fiskerbåde havde barkede (røde) sejl. Den røde farve stammer fra det middel, man brugte til imprægneringen, nemlig katechu. Dette stof er et indkogt ekstrakt fra træsorten Acacia katechu og blev importeret i store mængder fra Indien. Det indeholder en stor andel garvestoffer og blev bl.a. brugt til garvning og farvning af læder og stoffer. Katechu kom på markedet ca. 1900 og blev hurtigt populært, da det var meget nemt at arbejde med, sammenlignet med den gamle teknik, som bestod af et udtræk af bark (som regel fra eg) og talg.
Kilde: Skibsbevaringsfonden