VÅDLÆGNINGEN AF SØBORG SØ.
Ordet ”vådlægning”, er et nyt ord for mig. Det er hentet fra Klimarådet som den 19. november 2020, udgav en ny rapport om ”Vådlægning af danske lavbundsjorder”. Her fremgår det at lavbundsjordene i Danmark udgør 7% af landbrugsarealet, men står for omkring halvdelen af samtlige udledninger. Rådet anbefaler derfor at man vådlægger så mange lavbundsjorder som muligt. Det hele vil reducere landets årlige udledning af CO2, med så meget som 4.1 mio. tons. Billigt og effektivt, konkluderer Rådet.
Det var der ingen af os, der tænkte på i efteråret 2011, da vi i Udvalget for teknik og miljø, hvor jeg var formand, og i Gribskov kommunes Tekniske Afdeling, udarbejdede et forslag til Strategiplan for 2012 – 18. Planudkastet indeholdt en sætning på halvanden linje om ”naturgenopretning af Søborg og Keld Søer”, som flertallet i byrådet ikke lagde særligt mærke til. Det var starten på arbejdet med ”vådlægning” af Søborg Sø.
At forsøge sig med vand i den tørlagte Søborg Sø var ikke uden risiko. Det havde adskillige mennesker måttet sande før os. Den første i moderne tid var skovrider Lars Toksvig, som i forbindelse med marginaljordsredegørelsen i 1986 havde sat sagen højt op på den daværende regerings arbejdsplan. Der var dog megen lokal diskussion, og i øvrigt var Skjern Å-diskussionen meget aktuel på det tidspunkt. Det var tæt på for skovrideren, men det holdt ikke vand.
Andet forsøg var et lokalt/regionalt forslag fra socialdemokratiske politikere i Græsted-Gilleleje byråd. Det startede efteråret 1993, hvor byrådspolitikere fik sagen op i byrådet, hvor den blev jordet med et spinkelt flertal, 10 mod 9. I amtet var der tilsyneladende bedre stemning, men formanden for teknikudvalget Claus Lange (V) var stærk modstander og fik drejet stemningen, så også amtet var imod. Der var i det hele taget en stærk stemning imod, også i offentligheden.
Det tredje forsøg udspilledes i 2001. Her opkøbte Aage V. Jensens Naturfond, Søborggård i den nordlige ende af den gamle sø. Tanken var at vådlægge denne del, som samtidig ville betyde at Søborg Slotsruin igen ville blive omgivet af vand. Hele planen var klar til iværksættelse, og der var jo heller ikke offentlige penge med inde i købet. Amtets Jordbrugskommission skulle blot give sin formelle godkendelse af, at man ophævede landbrugspligten. To medlemmer stemte for, men det tredje medlem nedlagde veto, hvorefter hele handelen ikke kunne gennemføres.
Skulle man uddrage en lære af de tre forsøg, kunne det at vådlægge søen, rejse voldsomme følelser, og det var centralt at have lodsejerne inde i debatten under hele processen. Da jeg præsenterede strategiplanen på Helsinge Gymnasium i januar 2012, blev jeg opsøgt af Søborg Søs Landvindingslag, med gårdejer Kaare Larsen som formand. De gjorde i umisforståelige vendinger opmærksom på, at netop de halvanden linje i planen, ”ville låse dem til jorden på søen”. Det var jo en fornuftig indvending, som medførte at jeg mødte op til et ordinært bestyrelsesmøde hos dem ugen efter. Efter at vi havde følt hinanden lidt på tænderne, og konstateret de modsatrettede interesser, skiltes vi i fordragelighed.
Derfra udviklede sagen sig til, at jeg inviterede lagets bestyrelse til at deltage i en arbejdsgruppe, hvor vi kunne drøfte hvad ”genoprettelsen” kunne munde ud i. Jeg blev på kommunens vegne formand for arbejdsgruppen, og fra Teknisk forvaltning, var det teamleder, biolog Inger Fogh, biolog Lise Vølund, og miljøtekniker Hans Lassen. De efterfølgende møder handlede om at definere opgaven. Vi så på ”søen”, diskuterede hvad vi kunne gøre, og kontaktede Nordsjællands Landboforenings konsulentafdeling.
Gennembruddet kom, da Hans foreslog at vi skulle telefonere til Aage V. Jensens Naturfond. Bestyrelsesformanden Direktør Leif Skov, kom på besøg, deltog i en rundvisning på ”søen”, og forhørte sig om kommunens interesse for sagen. Borgmester Jan Ferdinandsen spiste frokost med arbejdsgruppen og Skov. Og så gav Skov os et tilbud om at fonden ville hyre og betale en konsulent, som kunne levere de indspark, som kunne få arbejdet ind i faste rammer. Konsulenten var biolog og direktør Niels Riis fra Naturrådgivningen A/S, og der er ingen tvivl om, at søen ikke havde stået til vådlægning, uden Niels Riis’ arbejde! Og takket være Aage V. Jensens Naturfond.
Riis’s første samlede rapport er fra efteråret 2013, og giver et imponerende overblik over søen som en våd sø, men også som en tørlagt sådan, med de sænkninger i søbunden på 4-6 meter, som havde bevirket at søen fra at løbe ud i Gilleleje Havn af sig selv, nu efterhånden skulle pumpes op af hullet, og ud i Kattegat. En foranstaltning, som havde været nødvendig fra 1950’erne, og som kraftigt havde fordyret den årlige drift. En søbund, som sank kontinuerligt, og som i store partier ikke mere var dyrkbar. Den lå nu fortrinsvis hen til græsning, og som brakmarker (med EU-støtte), og jagtområder.
Samtidig viste Riis’s rapport, at en vanddybde på 1 meter i gennemsnit, ville give ca. 335- 350 ha søoverflade med øer og holme, og ca. 150 ha våde og tørre enge til kreaturgræsning på bredderne. Der var en antydning af de kulturhistoriske værdier, som ville blive fornyede og besøgsværdige, og af, hvilket fugleliv man kunne forvente på en genskabt sø. Også en mulighed for at bevare Feilbergs oprindelige afvandingskanaler i den del af søen, som hedder ”Øret” i den sydøstlige del. Men først og fremmest var det en facts mættet oversigt over en sø, med terrænforhold, vandføring, hydrologi, hydraulik, og omkostninger mv.
Niels Riis fremlagde forarbejdet til denne rapport for de 63 lodsejere ved generalforsamlingen i foråret 13. Jeg så frem til diskussionen med nogen bekymring. Det kunne blive det helt store rabalder, men det blev det faktisk ikke. Forsamlingen var fattet, og diskuterede på alvor hvad der nu skulle ske. Udfaldet blev at man gerne ville se tre scenarier: For det første en mulighed for en fornyet tørlægning med de uddybninger af afvandingskanaler mv. der skulle ske, for det andet en oversigt over hvad en fortsat landbrugsmæssig udnyttelse af søbunden med den nuværende afvanding ville bevirke, og endelig en vådlægning af søen, med alt hvad det ville indebære.
Jeg var lettet. Mine fordomme, og dem har man jo, blev gjort til skamme, og min respekt for forsamlingen og lagets bestyrelse, steg. Jeg tager ikke i betænkning at sige, at dér i forsommeren 14, begyndte jeg at tro på en fredelig diskussion af vådlægning af søen. Og vi havde overhovedet ikke talt om hvad vi kunne spare af CO2-udledning. Det vidste vi ikke noget om; godt det samme, tror jeg næsten, jeg sagde til mig selv.
Men selvfølgelig var der stadig markante bump på vejen. De opstod ofte, når Kaare Larsen henviste til sit bondegén, og vi måtte tage en snak om génet i forhold til de økonomiske realiteter. De var nemlig meget klare, viste de kommende rapporter. En rapport fra Agrovi – Landboforeningens konsulenttjeneste – viste det mildt sagt uhensigtsmæssige i en fortsat dyrkning af jorden, med en fortsat bundsænkning, og behov for yderligere pumpestyrke. Og efter nogle år en gentaget bundsænkning, og en tilsvarende forringelse af jordens bonitet og værdi.
En anden rapport viste hvad konsekvenserne af en yderligere tørlægning af søen ville være. Det var et stort, og bekosteligt arbejde med at uddybe de mange tørlægningsgrøfter, og sikre nyt pumpegrej til oppumpning af vandet til udløbet i Gilleleje Havn. Kunne man i det hele taget få en myndighedstilladelse i dag til et sådant arbejde? Og her var tale om direkte udgifter til samtlige lodsejere. Der var behov for grundig eftertanke.
En gang i løbet af 2015 var overvejelserne færdige, og lodsejerne fortrinsvis enige om at et salg nok var det mest rentable. I slutningen af 2013 var jeg ved kommunalvalget blevet vraget med samt hele mit parti – der var opstået en ny spiller på den politiske scene ved navn Nyt Gribskov. Det lykkedes mig at sikre mig endnu fire år som formand for arbejdsgruppen om Søborg Sø, så arbejdet kunne færdiggøres.
Vi stod med en sø, som var til salg, men vi havde ingen køber. Det viste sig snart, at Aage V. Jensens Fond ikke var køber, men heldigvis fortsatte fonden sin uundværlige støtte. I mellemtiden var der andre presserende opgaver. Hver enkelt lodsejer skulle besøges, for at få afklaret om vedkommende ville sælge direkte, eller have erstatningsjord til sin ejendom. Vi fik nu nye samarbejdspartnere ind i gruppen, nemlig Statens Jordkontor i Tønder. Herfra fik en konsulent til opgave at besøge alle lodsejere, og afklare køb eller erstatningsjord.
Alt i alt viste det samlede budget for hele projektet sig at løbe op i 93 mio kr. Heraf var langt det meste penge til opkøb af jord, eller erstatningsjord. Resten var udgifter til nedrivning af (få) bygninger, og træer på søen, opførelse af veje og fugletårne, og penge til en arkæologisk forundersøgelse af hele den gamle søbund. Arbejdsgruppens arbejde skiftede nu karakter, i og med at de fleste af gruppens medlemmer havde økonomiske interesser i salg af jord på søen.
Efter at vi havde udarbejdet salgsmaterialet, med et forord af borgmester Kim Valentin, begyndte der at opstå almindelig offentlig interesse for sagen. Den havde vi tidligere ønsket at undgå, men nu var vi jo unægtelig i en anden situation. Også aftalen med Nordsjællands Museum om ønskelige udgravninger, og sikring af forskellige bygninger, blev klar i løbet af 2016. Af den fremgik forslag til en række projekter, ex. bevaring af den nuværende pumpestation, og en række udgravninger. Disse udgravninger er så småt i gang, hvilket forskellige våbenfund, og to ofrede uroksekalvehoveder vidner om. Også søens tørlægning, i dens tre faser, viste sig interessante for museet, ligeledes tulipandyrkningen og tobaksdyrkningen under besættelsen.
Regeringen optog vådlægning af søen på sit regeringsprogram efter regeringsomdannelsen i 2016, efter ønske fra Det konservative Folkeparti. Det bevirkede at initiativet gik over til Naturstyrelsen, hvilket konkret betød at skovrider Jens Bjerregaard overtog projektet. Der kom fart på efter 2018, da de nødvendige midler var skaffet. Senere er der foretaget jordopkøb en masse, og i dag mangler kun en mindre del. Her for nylig er der fremlagt en omfattende VVM-redegørelse, som lægger de miljøproblemer frem, som er på søen. Redegørelsen ligger i øjeblikket til høring. Naturstyrelsen regner med at pumperne kan standses i 2023, hvorefter søen langsomt (det tager ca. et år) fyldes med vand, og naturen syd for Gilleleje ændres for altid.
Vi har været heldige. Den indledende årelange snak om projektet, overbeviste de fleste af lodsejerne om det rigtige, også økonomisk set, i vådlægningen. Tiden var med os, med masser af opdagelser af den positive klimavirkning af en vådlægning. Og kommunen har været med til at genskabe en sø, med et efterhånden rigt fugleliv, og en interessant kulturhistorie. Det kan blive et eldorado for lokale og turister.
Børge Sørensen.
Tidligere stadsbibliotekar i København. Mangeårigt byrådsmedlem (SF) i Græsted-Gilleleje og Gribskov kommuner.